Om os

 OM BARNET

Tirsdag d. 2. marts 2004 skrev jeg i en mail til Tove Vase fra AC Børnehjælp, at jeg havde brug for at få et mere konkret tidsperspektiv på hvornår, jeg ville få barn i forslag.
Ca. 20 minutter efter fik jeg en mail tilbage, hvor hun kunne give mig den glædelige nyhed, at hun havde fået papirerne på et barn til mig - en lille pige født i november 2003.
Hun skrev også, at papirerne var sendt til pædiater, og at hun håbede at høre derfra meget snart! 

Allerede samme eftermiddag ringede hun tilbage mig for at sige, at pædiateren nu havde læst papirerne og vurderet Hewan til at være sund og rask og inden for min godkendelse... Tove ville sende billeder og papirer, så jeg kunne have dem næste dag.

At få billederne af ens eget barn er simpelthen fantastisk! Nu har jeg studeret billeder af andre folks børn i over 1½ år, og de er alle dejlige, men at tænke sig at hende den smukke - med de gode kinder og hager - er min datter... det er ubeskriveligt!

I papirerne stod, at Hewan er hittebarn og fundet i Addis Abeba ca. 8 dage gammel. Hun vejede da 2750 g og blev bragt ind på børnehjemmet Kebebe Tsehay, hvor hun boede, indtil hun d. 29-12-03 blev overflyttet til AC's børnehjem.
De skriver, at hun er "stærk og glad" og en smilende pige. Det eneste pædiateren, som undersøgte hende i Etiopien, havde at udsætte på hende, var noget bleudslæt, som hun var blevet behandlet for!
Da hun var ca. 3 måneder, vejede hun 5 kg og målte 58,4 cm.

Anna er bare et dejligt barn! Hun er, som de beskrev hende, meget glad og stærk. Hun virker meget robust, smilende og kærlig - og vigtigst af alt: godt passet og stimuleret fra børnehjemmet.

OM MOR

Mor hedder J, og vi bor tæt på Vejle. Jeg arbejder på et socialpsykiatrisk bo- og behandlingssted.

 Den 29. april '03 blev jeg godkendt til at adoptere et barn mellem 0 - 36 måneder, og har nu en datter fra Etiopien. 

Grunden til, at jeg begyndte at overveje adoption, er, at jeg i 2002 fik konstateret en godartet muskelknude i min livmoder og derfor var nødt til at blive opereret. Så stod jeg som 37'årig uden hverken mand eller livmoder og skulle sige farvel til min mangeårige drøm om at få et barn. En god veninde fik mig dog sporet ind på tanken om adoption, og det gik snart op for mig, at mit ønskebarn lige så godt kunne være adopteret!! Det er selvfølgelig ikke noget, man bare lige beslutter - der er mange overvejelser, og det kan tage lang tid. 

For mig var Internettet en rigtig god informationskilde ligesom en kollega, som selv har adopteret, øste ud af sin viden om adoption.
Selvfølgelig var det svært at blive opereret og få fjernet livmoderen - også psykisk, men da var jeg besluttet på, at adoption var vejen for mig, og det gjorde det nemmere at komme over.

Selve godkendelsesforløbet tog 9 måneder og var på mange måder en lærerig og udmærket proces. Der var 6-7 timers samtale med sagsbehandleren fra amtet og et par rigtig spændende weekends på det adoptionsforberedende kursus.

Første samtale i fase 1 gik mest på de faktuelle spørgsmål og krav: Alder, helbred, strafforhold, bolig, økonomi m.v., men også det lidt mere personlige som netværk osv. Da jeg havde fået den første godkendelse, gik der ikke lang tid, før jeg kunne komme på kursus (fase 2). Her mødte jeg for første gang andre eneadoptanter, da vi var hele 4 stk. Skønt at møde nogen, som også havde taget beslutningen om at adoptere helt alene...!!

Ugen efter kurset meldte jeg mig til AC Børnehjælp som den organisation, som skulle formidle min adoption, og så var det videre til 3. og sidste fase. Før første samtale i denne fase havde jeg fået udleveret et stykke papir med stikord til en kort beskrivelse af mig selv og mit netværk. Denne beskrivelse var udgangspunktet i samtalen på amtet, men det viste sig, at det var alt for kortfattet (2-3 sider), så jeg måtte hjem og UDDYBE og fik at vide, at jeg ikke skulle begrænse mig. Det var interessant at skulle dykke dybt ned og hente "glemte sager" op fra barndom, ungdom, mændene i mit liv osv. - det tog lang tid og kom til at fylde 10-11 sider!! 

Sidste samtale foregik hjemme hos mig og gik mest på det liv, jeg forestillede mig at få sammen med barnet. Dejligt at få luftet de tanker også.

ENDELIG fik jeg godkendelsen... Jeg havde besøg af en veninde, da jeg ringede til amtet for at få samrådets afgørelse. Veninden græd, jeg hoppede rundt, vi gav hinanden utallige knus og drak champagne!! Flere kolleger fik hurtigt nyheden og kom forbi med blomster, og folk ringede og sagde tillykke. En fantastisk dag!!

I maj '03 kom jeg på AC's puljeventeliste for enlige, og sidst i oktober kom jeg på ventelisten til barn fra Etiopien. Allerede 4 måneder senere (marts '04) fik jeg min datter i forslag. Jeg rejste til Addis Abeba og hentede hende ca. 7 uger senere.

Det er forbundet med MEGET ventetid og STOR tålmodighed at adoptere. Heldigvis sker der små ryk hele tiden: hver måned opdateres ventelisterne på AC's hjemmeside, og det var med sug i maven, jeg tændte computeren for at se, hvor langt jeg var rykket op.

For mig har det været meget vigtigt at have nogen at dele alle de mærkelige tanker med, og jeg har valgt at være meget åben om forløbet hele vejen igennem. Som enlig har man jo ikke lige den anden part, som "har det på samme måde", så jeg har virkelig brugt mine veninder, som har måttet lægge øre til stort set alt.

Jeg har hele tiden vidst, at jeg skulle klare alting selv, når jeg først fik mit barn hjem, og det gør jeg også! Nogle få gange har jeg ønsket, at jeg havde en mand at dele oplevelserne med og især kunne det i nogle situationer være rart, at vi var to til at tage hende, når hun f.eks. om aftenen er meget træt, eller når hun er syg og vil have kontakt hele tiden. Især i starten tænkte jeg meget på de ting, men som tiden går, glider de tanker længere og længere væk og nu tænker jeg på, om jeg overhovedet ville kunne lade en evt. kommende mand overtage nogle af tingene - han kan sikkert ikke gøre det rigtigt! ;-)

Ellers er det jo en fantastisk måde at blive mor på! 

I samme øjeblik, jeg fik Anna i armene, vidste jeg, at det var min datter og at jeg havde ansvaret for hende - jeg blev forelsket på stedet.
Det er dog først efter, jeg er kommet hjem med hende, og vi er ved at finde en hverdag sammen, at moderfølelsen begynder at dukke op. Det er sådan en boblende og varm fornemmelse! :-)))
Moderfølelsen og kærligheden til hende bare vokser og vokser, som tiden går! Vi har fundet en fælles rytme i hverdagen og der går meget tid med de praktiske ting: mad, søvn, ble- og tøjskift, og indimellem (og gerne meget pludseligt) kommer jeg til at kigge rigtigt på hende og tænke: "Hold da op, det er min datter - hvor er hun dog dejlig".